Tom Dixon designer sofaseng for Ikea

Tusindvis af møbelfolk fra hele verden besøgte fornylig Milanos gigantiske møbelmesse, Salone del Mobile, hvis kæmpemæssige betonhaller som altid var spækket med alle mulige (og umulige) nyheder.

Mellem de mange designere og producenter, som også var søgt til byen, fandt man den engelske multidesigner Tom Dixon, der ligesom sin franske kollega, Phillippe Starck, holder sig travlt beskæftiget indenfor alle produktkategorier. Han kunne ganske vist ikke, som Starck, brillerer med udformningen af parfume og champagne samt smartphonen Mi Mix 2 for japanske Xiaomi, men dog med en klynge lamper, hvis udformning synes inspireret af dem, der anvendes på operationsstuerne. Også en motorcykel i såkaldt ’limited edition’ udgave, udført for Pirelli (dem med dækkene) og motorcykelfabrikanten Moto Guzzi, havde Dixon på programmet.

Den mest interessante nyhed må imidlertid være hans samarbejde med Ikea, den svenske hemgigant, for hvem han har designet Delaktig, som sofaen - eller rettere sofasengen - hedder på Ikea-sprog. Når denne sofaseng indtager markedet i 2018, bliver der næppe tale om ’limited edition’, snarere om storproduktion, ja, faktisk er forventningerne så tårnhøje til Delaktig, at den allerede nu betragtes som afløseren for en af Ikeas absolut største succeser, nemlig Klippan fra 1980’erne.    

Det er så her, jeg lige klapper hesten. Tom Dixon kalder sin sofaseng for en ’living platform’, og den er ganske rigtigt konstrueret til at kunne rumme flere ad gangen, ligesom 75 studerende fra henholdvis Royal Academy of Design samt Parsons School of Design i London og Tokyo også har været inde over selve udviklingen af Delaktig. Alligevel er det svært at få øje på noget originalt eller ligefrem revolutionerende ved løsningen, som for mig at se blot er varehusets prisbillige udgave af den meget populære chaiselong. Den er bygget op omkring en ramme af aluminium, og det er selvfølgelig et fremskridt med en let ramme af aluminium i stedet for en tung af jern, desuden er rammen forsynet med justerbare mekanismer, så man både kan regulere størrelsen og hægte flere rammer sammen. Hertil kommer alle supplementer, det vil sige løse sektioner og hynder i forskellige størrelser.

Egentlig synes jeg, at sovesofaen, som ikke fyldte noget i dagtimerne, men kunne trækkes ud til sleeptime med et ryk, var mere genialt og merre funktionelt fundet på, for slet ikke at tale om teenageværelsets sovebriks med den hule ryghynde til sengetøjet. Hvor for eksempel gemmer Tom Dixon dyner og hovedpuder på sin ’living platform’?

Som nævnt i forbindelse med lanceringen i Milano bliver Delaktig måske mere en sag for lobbyer og lufthavne end for børne- og teenageværelser samt de forbrugerne, der gerne vil have en chaiselong, men ikke gider give særligt mange penge for den, og derfor snupper den i Ikeas udgave.

Print Friendly

★ ★ ★

Facebook
Kategorier: DESIGN

Lukket for kommentarer.