Tik, tik, tik, tak…

 

Havde jeg ikke skullet videre til noget andet, var jeg helt sikkert blevet siddende i sofaen hos Copenhagen Contemporary endnu et par underholdende timer i selskab med den schweizisk-amerikanske komponist og videokunstner Christian Marclay’s storstilede filmværk, The Clock.  

Vi taler om en 24 timer lang filmmontage i absolut særklasse, klippet sammen af tusindvis af scener fra alle mulige forskellige film, fra Gøg og Gokke til Harry Potter og Borte med Blæsten, film som intet har med hinanden at gøre, men som Marclay har bundet sammen til sin egen fascinerende og genialt konstruerede fortælling om tiden, der bare går og går, uanset hvor vi er, hvem vi er, tiden er vi alle underlagt, tik, tik, tik, tik.

Under pressemødet fortalte Marclay meget åbenhjertigt om sine svære overvejelser med The Clock. Faktisk gik der hele fem år med at tvivle på ’the whole damned project’ og ikke mindst måden at fremstille det på. ’I wanted to express time in a different way, but how’? I perioder var han så usikker og modfalden, at han var lige ved at give op. Det hele var bare ’a bunch of crazy ideas’, som han sagde.

Mens han kæmpede med tvivlen, flyttede han fra New York til London, og det var åbenbart det, der skulle til, for her besluttede han sig omsider for den ambitiøse udformning, man nu kan opleve fra de dybe sofarækker hos CC ude på Papirøen, og som jeg i den grad kan anbefale. De fleste har nok ikke mere end en, måske to timer til rådighed, men for dem der har tid til at snuppe hele døgnpakken, har kunstcentret fastsat en række datoer for visninger, der kører samtlige 24 timer, non-stop, uden begyndelse og uden ende.

Den 62-årige Christian Marclay var blandt de første DJ’s, der gjorde mere end bare spille plader. Han begyndte på scratching, som det hedder, og var intet mindre end banebrydende på området. Da han siden begyndte at skabe videoinstallationer, blev de stort set altid baseret på en sammenhæng mellem lyd og billede, og her ligner hans rytmiske montage af telefonsnakkende Hollywoodskuespillere, Telephones fra 1995, nærmest en forløber for The Clock. Den blev vist første gang hos White Cube i London i 2010, hvorefter udstillingerne indfandt sig på stribe: Centre Pompidou, Paris, 2011, MoMa, New York, 2012, San Francisco Museum, 2013, Guggenheim Bilbao, 2014, for blot at nævne nogle stykker. Anerkendelserne savner Marclay heller ikke, blandt andet modtog han Den Gyldne Løve ved Venedig Festivalen 2011.

Det mest utrolige, nærmest magiske, ved The Clock fatter jeg imidlertid ikke meget af. Man ankommer til CC på et eller andet tidspunkt, lad os sige 13.32, sætter sig ind foran lærredet, hvor filmen ruller, hvorefter man tjekker tiden på enten sit armbåndsur eller det digitale i mobilen, lad os sige 13.56, og opdager, at det er den sørme også på uret i filmen. Man tænker, det er nok et tilfælde, men nej, også næste gang og næste gang man kigger, er tiden sammenfaldende, hvad enten der i scenen indgår et vækkeur, et Rolex eller Big Ben. Hvordan går det til? Jeg er med på forklaringen om en synkronisering af værket med den lokale tidszone, men alligevel, det er først og fremmest Christian Marclay’s enestående greb om kunsten.

The Clock, Copenhagen Contemporary, sidste dag 3.9.2017

www.copenhagencontemporary.dk

PS:

Det må lige med, at Copenhagen Contemporary har vundet prisen som Byens Bedste Kunstoplevelse 2017 af AOK, lige for næsen af en række mere etablerede kunstinstitutioner, herunder Charlottenborg og Ordrupgaard. Prisen betyder ’uendeligt meget’ lyder det fra projektleder Jens Erik Sørensen, der håber, at Københavns Kommune vil vende på en tallerken og lade det prisbelønnede sted på Papirøen fortsætte som permanent kunstcenter. I dag har det kun status af pilotprojekt med risiko for at blive nedlagt af bulldozere, når kommunes planer om byfornyelse og byggeri tromles igennem i begyndelsen af januar 2018, suk... Det samme gælder for Street Food, nabo til CC.

Print Friendly

★ ★ ★ ★ ★ ★

Facebook
Kategorier: KUNST

Lukket for kommentarer.