SKJORTER, ISTERNINGER + HIGH TEA

Designerne Margrethe Odgaard og Jan Machenhauer har udviklet en kollektion af skjorter med originale og individuelle mønstre efter en indfarvningsteknik, som er noget nær en trylleformular.

Trylleriet opstår, når Margrethe udsætter Machenhauers bomuldsskjorter for en blanding af isterninger og farvepulver. Processen finder sted i en balje, hvor først skjorterne sænkes ned, dernæst en masse isterninger, fremstillet af farvebindingsvæske, hvorefter det hele drysses over med tekstilfarvepulver. Når så blandingen af isterninger og farvepulver begynder at smelte og løbe rundt i baljen med skjorter, dannes de blødt aftegnede og helt igennem unikke mønstre, der kan betegnes som en slags mønster-haute couture. Med en så eksklusiv udforming er der selv sagt også et aftryk i prisen (2.400), men så har man altså også en skjorte helt for sig selv.

Skjorterne, som er enten grålige, blålige, lilla eller næsten sorte, kan ses og købes hos A. Petersen, det udsøgte møbel- og designgalleri på Kløvermarksvej, hvor Margrethe er en del af galleriets nuværende udstilling ‘Halstrøm, Odgaard, Depping, Jørgensen’. Her lægger fire unge designere deres inspirationskilder, materialeovervejelser og arbejdsmetoder, samt færdige produkt, frem for publikum, og det er ganske interessant med indblik i designernes eksperimenter og processer og hvorfor det blev, som det blev.

Snart er Margrethe Odgaard desuden aktuel med noget, som kun de færreste gør brug af nu om stunder, nemlig små duge med broderier og kniplinger af den slags som enhver værtinde i et nydeligt hjem dækkede op med, når der kom gæster til te og kaffe om eftermiddagen. Tænk bare på de fint dækkede borde hjemme hos Maude i Matador.

Margrethe har taget traditionen op og viser sit eget bud på en række små teduge med servietter hos Butik for Borddækning. Udstillingen har fået navnet High-T efter den engelske tradition med te i tynde kopper og små sandwich med agurker og æggesalat.

Udstillingen ‘Halstrøm, Odgaard, Depping, Jørgensen’ hos A. Petersen varer til 27. maj

www.apetersen.dk

Udstillingen High-T hos Butik for Borddækning  fra 13. april-19. maj

www.butikforborddaekning.dk

 

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebook
Kategorier: DESIGN, KUNSTHÅNDVÆRK

Skriv et svar