Stormagasinets kontroversielle kampagne for miljøet

 

Selfridges, det fremragende, engelske stormagasin på Oxford Street i London, har taget hul på 2017 med en kampagne, der må siges at være alt andet end kommerciel.

Med overskriften ’Material World - What on earth are you wearing’? konfronterer stormagasinet sine kunder med den mørke side af verdens kolonorme tøjforbrug og megaproduktionernes triste konsekvenser. For eksempel bliver der, ifølge World Wildlife Fund, anvendt intet mindre end 11.000 liter vand til fremstillingen af bare et par (1 par!) hærgede og forvaskede cowboybukser, en global modetrend og kedelig sandhed, der råbes ud under sloganet ’Denim, it all comes out in the wash’.

Også læderjakkerne, der ser ud til at have indtaget snart sagt alle unge kvinders garderobe, tages under behandling, ligesom flere af modens andre populære trends, herunder solbriller i alle farver, fremstillet af plastik. Faktisk bærer den ekstremt store produktion af solbriller en pæn del af ansvaret for, at der en dag kan være mere plastik end fisk i verdens have, hvorfor en af kampagnens andre effektfulde og tankevækkende slogans proklamerer, at ’Life in plastic is not so fantastic’.

Mange vil nok mene, at det engelske stormagasin er fælt dobbeltmoralsk. De er jo selv et tempel for forbrugerismen, hvilket Linda Hewson, deres kreative direktør, også indrømmer helt uden omsvøb: ’We are a shop selling stuff’, som hun siger. Men hun siger også, at man ikke skal afholde sig fra at være miljøbevidst, bare fordi man handler med materielle ting og sager, en holdning, hun satte fed streg under på sidste års ’Copenhagen Fashion Summit’, hvor det netop handlede om bæredygtige løsninger og ændrede produktionsvilkår.

Kampagnen introducerer desuden en række unge, miljøbevidste designeres bud på tøj, som modemæssigt lever op til tiden og trenden, og som desuden er fremstillet af bæredygtige materialer. Hele rækken af vinduer mod Oxford Street fejrer for tiden designernes etiske holdninger med en hel lille opvisning af alternative løsninger i blandt andet skjorter, sweatre, skørter, læderjakker, denimjakker, sko, træningstøj samt solbriller. Og her fremgår det tydeligt, at bæredygtige løsninger ikke behøver være ensbetydende med kiksede løsninger.

Med til historien hører, at Selfridges har oprettet en stilling til en fremsynet person, der kan tage sig af stormagasinets udvikling indenfor miljø og bæredygtighed. Noget for Magasin og Illum?

Kampagnen ’Material World’ varer til og med marts 2017 www.selfridges.com/materialworld.

Print Friendly
Facebook
Kategorier: MODE

Lukket for kommentarer.