Strikhuen, der protesterede mod Donald Trump

 

 

Man googler ’The Pussyhat Project’ (eller bare Pussyhat), hvorefter det vælter frem fra alle medier med billeder af mere eller mindre vellykkede strikhuer med små misseører (eller horn?) udført i alle tænkelige og utænkelige afskygninger af farven lyserød, fra den sarteste rosa til den mest larmende pink.

Omkring otte dage efter indsættelsen af Donald Trump og den vældige kvindemarch, som fandt sted dagen efter, er det ikke længere nogen nyhed, at tusindvis af protesterende kvinder var iført lyserøde strikhuer, såkaldte Pussyhats. Men hvad er egentlig historien om de huer, der fik store dele af marchen til at ligne lyserøde flodbølger...

Veninderne, Krista Suh og Jayna Zweiman, mødte hinanden sidste år under et strikkursus på Little Knittery i Los Angeles, nogenlunde samtidig med at Donald Trump til den halve verdens store overraskelse gik af med sejren. Rundt om strikkebordet blev valget diskuteret frem og tilbage, og ikke mindst Krista og Jayna, samt deres håndarbejdslærer Kat Coyle, var frustrerede over, at landet nu skulle styres af en mand med et nedladende kvindesyn og vulgært sprogbrug (’grab them by the pussy’ og mere af samme skuffe).

Lørdag 20. januar var dagen for Trumps indsættelse, og rygterne gik, at allerede dagen derpå ville tusindvis af kvinder marchere i protest gennem Washingtons gader. I Little Knittery blev kvinderne enige om, at protestmarchen manglede et signal, der kunne binde kvinderne sammen i en fælles bevægelse og i det hele taget skabe øget opmærksomhed. Kunne det være en strikhue? En lyserød strikhue? Ligefrem en pussyhat? I løbet af nogle timer blev der skruet en opskrift sammen, hvorefter opskrift + billede + budskabet om kvindemarchen blev lagt ud på de sociale medier, og inden længe havde de tre handlekraftige kvinder startet The Pussyhat Project, som det nu kaldes.

Man mener, at omkring 1 milioner kvinder gik i demonstration den 21. januar, utroligt mange med pussyhuer. Nogle havde strikket selv, mens andre havde fået strikket deres huer af de mange, mange solidariske kvinder, som sad langt væk fra Washington og ikke kunne deltage i marchen, men bidrog til projektet ved at sende pakker med pussyhatte til skolen, der i løbet af nulkommadut blev omdannet til både lager og posthus.

Selvfølgelig var der også kritiske røster. Nogle mente, at lyserødt var alt for sødt og nuttet, måske også Madonna – før marchen indtog hun i hvert fald scenen iført sort pussyhat.

www.pussyhatproject.com

Print Friendly
Facebook
Kategorier: DESIGN, MODE

Lukket for kommentarer.