Kunsthåndværkernes brogede marked

Der graves og graves i København, også på den brostensbelagte plads mellem universitetet og Vor Frue Kirke, hvilket betyder, at det årlige kunsthåndværkermarked må holde flyttedag. Den store ændring er der dog ikke tale om, man skal blot angribe markedet fra kirkens modsatte side på adressen Dyrkøb.

Det traditionsrige kunsthåndværkermarked har eksisteret siden 1983 og er i dag Nordens største under åben himmel, og skulle det vise sig, at det (også) regner eller blæser (eller begge dele) i dagene 10.-12. august, kommer det næppe bag på nogle af de mere end 100 deltagere; de har prøvet det før, men smækker fortsat gerne de hvide parasoller op over deres store og brogede udbud af glas og keramik, smykker og kurve, puder og tæpper, tøj og tørklæder og meget andet.

Deltagerne kommer først og fremmest fra Danmark, men også Norge, Sverige og Finland. Desuden kan man møde den japansk fødte udstiller, Akiko Kuwahata, som arbejder i træ.

Print Friendly
Facebook
Kategorier: KUNSTHÅNDVÆRK

Skriv et svar