ARJE GRIEGST, NU MED SMYKKER PÅ NETTET

Der var engang en guldsmed og kunstner ved navn Arje Griegst. Han skabte de mest eventyrlige smykker, man kunne se for sine øjne, selv dronningen oppe på slottet var fortryllet af hans fantastiske kunst og sendte bud efter den unge guldsmed, da hun tilbage i 1970’erne skulle have nyt diadem.

Min gode mand, sagde dronningen, glem alt om diamantbesatte kronjuveler, dem har vi så rigeligt af i forvejen. Lav hellere en anden slags hårpynt, lige hvad pokker De vil, når blot De husker, at pynten skal kunne sidde ordentlig fast. Det er jo ikke så smart, at den skvatter af i svinget, når jeg stiger ud af kareten.

Hvad dronningen sagde til Arje Griegst, ved jeg selvfølgelig ikke, jeg gætter bare. Sandt er det imidlertid, at nu har alle med penge på lommen mulighed for at købe guldsmedekunstnerens enestående og fuldkommen fantastiske smykker, dog ikke den poetiske tiara, han kreerede til dronningen, men ellers mangler der ikke noget af prægtige skabninger fra hans gyldne karriere.

Det er sønnen, fotografen Noam Griegst, der har oprettet den eksklusive hjemmeside ’The House of Griegst’ sammen med sin mor, guldsmeden Irene Griegst. Begge varetager nu den omfattende familiearv, herunder skatkisten af suveræne guldringe, der som yndefulde spiraler snor sig rundt om arme og fingre. Men også kunstnerens nærmest dramatiske små fingerskulpturer, formet som grotter, der gemmer på vidunderskønne perler og ædle stene.

Arje Griegst (1938-2016) var en kunstner, der delte vandene. Mildest talt. Da dronningen rullede frem i kareten uden det sædvanlige diadem med lynende diamanter i håret, men med guldsmedens poetiske buket af markblomster i det pureste guld, og da han for Den Kongelige Porcelainsfabrik skabte det eventyrlige og enormt omdiskuterede spisestel ’Konkylie’,  der var formgivet som alt godt fra havet, strandskaller, havskum, sneglehuse. Nogle var fuldkommen betagede, mens andre betragtede hans frodige og barok-inspirerede tallerkener, skåle, fade, kander og terriner som et oppulent og nærmest uhyrligt brud på den skandinaviske modernisme, altså den klare enkelhed og funktionalitet, som er kendetegnende for det verdenskendte, danske design.

På hjemmesiden kan man ’by appointment’ bestille Arje Griegst’s ’high-end jewellery’ som det betegnes, men også læse om hans karriere, der udover smykkerne også tæller glas og bestik for Georg Jensen samt en fontæne, der er stillet op i Tivoli. Herudover har han skabt en lysekrone, hvis bombardement af gnistrende krystaller ligger så langt fra PH, man næsten kan komme. Lysekronen stråler i festsalen på Danmarks Designmuseum, og er mig bekendt hans sidste værk. Herefter bukkede han desværre under for sygdommen Parkinson.

www.griegst.com

Facebook
Kategorier: DESIGN, KUNST

Lukket for kommentarer.