GOBELINVÆVERNE INDTAGER RUNDETÅRN

Man kan igen tage turen op i Rundetårn og se på gobeliner – eller billedtæpper – udført af den gruppe vævere, som for 20 år siden dannede Dansk Gobelinkunst, endda i protest.

De gæve kvinder var forbistrede over, at de ikke var blevet hørt i forbindelse med den største udsmykningsopgave i nyere tid, nemlig det omfattende vævearbejde af dronningens 11 gobeliner til Riddersalen på Christiansborg, tegnet af billedkunstneren Bjørn Nørgaard. Opgaven blev lagt i hænderne på de legendariske franske gobelinværksteder i Paris og Beauvais, og når valget faldt på dem, var det netop fordi de var legendariske, men også fordi de blev anbefalet af en franskmand, ingen ringere end prins Henrik.

Men kunne de danske vævere have løftet opgaven? Uden tvivl, hvilket de også har bekræftet gennem mange års fremragende gobelinudstillinger. Desværre kommer den aktuelle udstilling i Rundetårn ikke på højde med de tidligere, dels fordi enkelte værker er hurtigt oversete og ret så uinteressante i denne sammenhæng. De er smukt vævede, bevares, men ligner tekstilprøver på møbelstoffer til Kvadrat, og hvad bestiller fuldstændig motivløse vævninger på en gobelinudstilling?

Desuden har mange af udstillingens værker været vist før, hvilket selvfølgelig ikke gør dem ringere, eksempelvis Charlotte Schrøders vævede skitser af sønderskudte templer i Palmyra. Men følger man lidt med på vævefronten, føler man sig alligevel en smule snydt. På den anden side står der ingen steder skrevet, at der er tale om nye værker.

Heldigvis er der en stribe meget seværdige grunde til at opleve de 22 vævere i Rundetårn. Her er Jette Hansens fantastiske skovsø med en nærmest tredimensionel effekt, her er Kari Guddals store, runde, bløde kompositioner i brune og jordfarvede nuancer foruden Randi Studsgarths eventyrlige eksplosion af et vægtæppe samt Elisabeth Rydes stramme ‘klaversonate’ med sort/hvide tangenter. Men først og fremmest har Anne Bjørn leget så suverænt med huller og åbne strukturer, at man må flere gange forbi hendes underskønne vægophængning, ligeledes har Ane Henriksen frembragt udstillingens mest originale værk, konstrueret og hægtet sammen af alle mulige ‘enlige’ handsker, dem vi ellers bare lader ligge, når vi ser dem rundt omkring på gader og veje.

Dansk Gobelinkunst, 20 års jubilæumsudstilling, Rundetårn til 30. september 2018

www.danskgobelinkunst.dk

Print Friendly, PDF & Email
Facebook

Skriv et svar