70 KUNSTNERE VISER NYE VEJE FOR GLASSET

Den svenske glaskunstner Frederik Nielsen er tydeligvis inspireret af franske Lalique.

 

Der er lukket og slukket for de fleste glasværker i Norge, Sverige, Island, Finland og Danmark, og enhver ved sådan set godt hvorfor; det kan ikke længere betale sig, at producere brugsting af glas, altså vaser, fade, skåle og ikke mindst drikke- og vinglas, hvorfor produktionerne flyttes til lande, hvor arbejdslønnen og alle øvrige produktionsomkostninger er meget, meget lavere.

Men hvad gør man, når det er slut med at producere, men stadig gerne vil bevare en flere hundrede år gammel tradition med at fremstille og designe glas? De tre nordiske museer (Glasmuseet i Ebeltoft, det svenske The Glass Factory i Boda og finske Suomen Lasimuseo i Riihimäki) har tænkt ud af boksen og inviteret mere end 70 skandinaviske kunstnere og formgivere til at deltage i et kæmpemæssigt udviklingsprojekt, som er støttet af Nordisk Kulturfonds såkaldte ‘handmade-satsning’. Resultatet er ikke bare en imponerende stor og eksperimenterende udstilling, det er også den største samlede indsats og præsentation af nordisk glas i flere årtider. Til udstillingen er der knyttet en række workshops, hvor de forskellige deltagere kan arbejde og netværke.

Glasprojektet finder sted på Glasmuseet Ebeltoft hen over sommeren, og har tidligere været vist i Sverige og Finland. Blandt de danske deltagere finder man store navne indenfor glaskunsten, herunder Lene Bødker, Tobias Møhl, Steffen Dam, Micha Karlslund, Pipaluke Lake og Maria Koshenkova.

 

 

Scandinavian Glass – Starting All Over’ på Glasmuseet i Ebeltoft til den 23. september 2018
www.glasmuseet.dk

 

Print Friendly, PDF & Email
Facebook

Skriv et svar